hjem-forretning-ejer-tjek-pakkeliste

Hvorfor skal jeg have en fuldmagt, når jeg sender?  

I denne artikel forklarer vi, hvilken rolle en fuldmagt spiller ved forsendelse.

Hvad er en fuldmagt? 

Lad os starte med det grundlæggende: Hvad er en fuldmagt helt præcist? 

En fuldmagt (POA) er en skriftlig bemyndigelse til at repræsentere en person eller handle på dennes vegne i forretningsmæssige, private eller andre juridiske anliggender. 

Inden for forsendelse er der ofte brug for en fuldmagt under toldprocessen for import og eksport. En afsender eller modtager udfylder en fuldmagt for at bemyndige transportøren til at handle på deres vegne i forbindelse med toldbehandling.

Hvorfor skal jeg give tilladelse til min transportør?  

Det kan være kompliceret at importere og eksportere varer mellem lande. Det er svært for købere og sælgere at forstå alle toldkrav og internationale handelslove fuldt ud. Det er her, en transportør kan træde til og hjælpe.

Når du giver transportøren tilladelse, kan vedkommende kontrollere og indsende dokumenter samt betale told og afgifter på dine vegne for at få dine varer toldbehandlet.  Toldmyndighederne kan kræve bevis for en fuldmagt under toldprocessen. I de fleste lande er det endda et lovkrav.

En fuldmagt alene vil ikke fremskynde toldprocessen, men personer, der hyppigt sender varer, kan have en "permanent fuldmagt" med deres transportør for at spare tid.    

Sådan udarbejder du en fuldmagt  

Det er ikke så svært at lave en fuldmagt. Du bør kunne få en skabelon fra din transportør, som du kan udfylde og underskrive.

Men nu du er her, så lad os gennemgå de grundlæggende oplysninger, der skal stå i en fuldmagt. 

  • Dit navn eller din virksomheds navn
  • Din adresse eller din virksomheds adresse
  • Momsnummer eller skattenummer 
  • Transportørens navn og adresse 
  • De services, du giver tilladelse til, som at betale told og afgifter på dine vegne og indsende dit papirarbejde
  • Dato 
  • Underskrift af en autoriseret person
  • EORI-nummer (hvis du sender fra Storbritannien eller EU) 

Vær opmærksom på, at stilen, sproget eller kravene til en fuldmagt kan variere fra land til land afhængigt af lokale love og bestemmelser. Nogle lande vil f.eks. gerne have, at du vedlægger en kopi af uddraget fra handelskammeret, mens andre ikke vil. 

Sådan undgår du fejl i en fuldmagt 

For at sikre, at alt går glat i tolden, er her tre ting, du skal huske, når du udfylder en fuldmagt: 

  • Udfyld formularen fuldstændigt og korrekt 
  • Underskriv og sæt dine initialer på alle sider af formularen, og sørg for, at din underskrift stemmer overens med underskriften på dit ID (hvis relevant)
  • Vedlæg en verificeret kopi af dit ID sammen med formularen

Hvis du husker på disse tre ting, burde din formular være i orden.  

Relevante emner

Oplysningerne på denne side skal ikke opfattes som juridisk, skattemæssig, økonomisk, regnskabsmæssig eller forretningsmæssig rådgivning, men er tænkt som generel information om forsendelse. Shipping Channel's indhold, oplysninger og services kan ikke erstatte rådgivning fra kompetente fagfolk, fx en statsautoriseret revisor, et advokatfirma eller en økonomisk rådgiver.  Hvis du er usikker på, hvilke forsendelseskrav der gælder for dig, skal du kontakte din transportør og sørge for at tjekke regler og bestemmelser for det land, du sender fra og til, før du sender. Du kan finde disse oplysninger på myndighedernes hjemmesider.